Civil ingeniør praktikant
- nu Energy Specialist hos BIRN

Som Energy Specialist hos BIRN har Emil Husted Brodersen en mission: at gøre jernstøberiet til en grønnere og mere bæredygtig virksomhed. 

Emil Husted Brodersen er fra Holstebro og voksede op i et af nabokvartererne til BIRN. Men selvom han fra barnsben har været vant til udsigten til de høje skorstene, så tyder det på, at den nu 26-årige civilingeniør ikke er blevet helt træt af jernstøberiet. 

Efter i 2022 at have færdiggjort sin kandidatgrad i Sustainable Energy Planning and Management på Aalborg Universitet er Emil nemlig tilbage i Holstebro og arbejder i dag som Energy Specialist hos BIRN. Jobbet bød nemlig på en mulighed, han ikke ville lade forpasse: 

- Støbeproduktion er en energitung proces og rummer derfor mange muligheder for at gøre en stor forskel. Så da jeg fik muligheden for at hjælpe BIRN med at optimere sit energiforbrug og dermed mindske sit klimaaftryk, slog jeg til, siger han. 

Startede i smelteafdelingen
Det er dog ikke første gang, at Emil har haft sin daglige gang på Frøjkvej 75. Efter at have færdiggjort sin HTX-uddannelse i 2015 arbejdede han nemlig to år som opstiller hos BIRNs maskinfabriks aftenhold. Da Emil drog videre på universitetet for at læse til civil ingeniør, bevarede han stadig kontakten med sin gamle arbejdsplads. I flere sommerferier arbejdede han nemlig som afløser hos BIRN, og den løbende kontakt gav ham senere mulighed for at tage sit praktikforløb hos jernstøberiet. 

Praktikforløbets omdrejningspunkt var netop jernstøberiets smelteafdeling. Under forløbet har han undersøgt, hvordan man kan optimere smelteprocessen ved blandt andet at forbedre vilkårene for smelteoperatørerne – og dét arbejde er fortsat, da han efter endt uddannelse blev fastansat hos BIRN: 

- BIRN så et stort potentiale i mit arbejde, som jeg efterfølgende har arbejdet videre med, da jeg blev ansat. Vi har netop afsluttet de første tests af et specialudviklet operatørværktøj i form af en tablet, som gør det muligt for smelterne hele tiden at holde øje med temperaturen i ovnene og på den måde optimere energiforbruget. Og det har indtil videre vist lovende resultater, fortæller Emil Husted Brodersen. 

“For mig vidner det om, at medarbejderne er ambitiøse og åbne for nye input, og det synes jeg bare gør projekterne endnu mere spændende”

Emil Husted Brodersen, Energy Specialist

Bæredygtighed i højsædet
Bæredygtighed blev i 2023 en integreret del at BIRN Groups koncernstrategi, og ligesom Emils eget projekt har det nye strategiske fokus rykket ved nogle vante arbejdsrutiner og kulturen hos BIRN. Men selvom jernstøberiet har mere end 125 år på bagen, er det fornyede fokus på energi og bæredygtighed faldet i god jord hos medarbejderne, lyder det fra Emil:

- Mine kollegaer har taget godt imod de mange tiltag med fokus på at optimere energiforbruget og bæredygtighed, selvom flere af dem har arbejdet her i årtier og har været vant til en anden arbejdsgang og kultur. For mig vidner det bare om, at medarbejderne er ambitiøse og åbne for nye input, og det synes jeg bare gør projekterne endnu mere spændende, siger han slutteligt.

Vil du med på en grøn mission?
Vil du ligesom Emil bidrage til at gøre BIRN grønnere? Så søger vi løbende efter nye medarbejdere. Du kan finde vores ledige stillinger her: 
Find ledige stillinger her

Skriv speciale med os
Vi arbejder tæt sammen med uddannelsesinstitutioner fra nær og fjern og har løbende samarbejder med studerende om studieprojekter af forskellig karakter. 

Så står du og mangler en virksomhed at samarbejde med til dit næste studieprojekt, så hører vi gerne fra dig.

Group HR Business Partner, Maria Mohr Holst

Kontakt os

BIRN_SustainabilityReport_2_Low